det sørme, det sandt, det (var) december

Såååå nu er december over, og et nyt år er begyndt – og jeg har ikke fået lagt et eneste indlæg ud, derfor tænkte jeg at det ville være fint med en lille (hvis jeg kan holde den der) opdatering.

De 6 første dage af december er også kendt som Fiestas en Quito her, det er en blanding af hovedstadens fødselsdag og uafhængighedserklæringen, så når man fejre disse to ting på sammen tid, så bliver det til fest og farver i 6 dage, vi skulle da stadig i skole, men selv der have vi en tema dag, hvor der var fremvisning af de forskellige traditionelle ecuadorianske madretter, der var konkurrencer om hvilken årgang der kunne klæder sig mest traditionelt ud og et par fremvise en kærligheds erklæring – det var alt i alt meget sjovt. Og hvis man tog ind til byen var der også masser af interessant ting at tage sig til, blandt andet var jeg med to af mine venner inde til en 3 timers lang tyrefægtning, hvor vi som så mange andre så syv tyrer blive besejret – ikke dræbt, men besejret, deres præsident er i gang med at lave nogle nye ændringer, og dette var en af dem, men når tyren så kommer væk fra offentligheden, så slår de den ihjel. Der var også mulighed for at feste rundt i byens gader på Chiva’er, eller se optog gå gennem gaderne, der var mange fester og endnu flere farver, det var bestemt en god oplevelse at være i Quito i de dage.

I den weekend fik jeg også tid til at tage ud til en af mine venners gård, der ligger et godt stykke oppe i bjergene, og koldt var det da også, han havde inviteret mig og de andre udvekslingsstudenter der op, for at ride samt bare hygge. Lidt sjovt var det at det var os udvekslingsstudenter der var forsinket en god time og lidt mere, og han og hans ecuadorianske far, der under normale omstændigheder selv ville have været forsinket, havde ventet på os, fordi de troede at udlændinge ville være til tiden, hvis ikke fem minutter før. Det var noget af en oplevelse at ride i bjergene, selvom jeg bestemt ikke havde nok tøj på, og det var toget, så var det specielt og uforglemmeligt.

I midten af december fik jeg taget mig sammen til at, det er vel ikke at skrive hjem, de fleste af brevene havde jeg allerede fabrikeret, men manglet et par stykker, og da de var skrevet fik jeg sendt 16 breve hjem, det kostet mig $39, så helt billigt var det ikke, men jeg nød at få dem kysset farvel og så proppet ned i postkassen. Det er meget hyggeligt at snakke med folk på Skype, eller læse en e-mail nu og da, men efter et år på efterskole så havde jeg besluttet mig for at skrive breve hjem, det er lidt mere personligt, og det er hyggeligt at gemme på. Heldig som jeg var tog det kun en uge, for de breve der var sendt til Danmark, at nå deres destination. Og i slutningen af måneden nåde det også til US.

Skolen har ikke været det mest interessant her i december måned, normalt laver jeg ikke det store medmindre det er engelsk, ekstra spansk eller nogle gang matematik, men i denne måned gav lærerne os endnu mindre opmærksomhed en normalt. Og den sidste uge var dedikeret til eksamener, hvor ud af ni skrev jeg en – engelsk, så vi kedet os en del os udvekslingsstudenter. Og da vi i denne uge så også skulle øve vores jule ”show”, så blev det da ikke meget værre – tre gange generalprøve, der alt i alt handler om at stå i solen og hører små børn ramme de forkerte toner i engelske julesange, og solen her er altså bare noget af det værste omkring klokken 12, især hvis man har glemt solcreme, av.

Vi havde nisse venner i min klasse, så lidt blev jeg da mindet om jul. En anden ven vi også havde, var en af dagene kom der små børn på besøg, de kom alle sammen fra det fattige område, og dagen handlede om at få dem til at fokusere på julens glæder og nyde oplevelsen, vi leget en masse lege med dem, tog dem rundt på min skole, hjalp dem med at spise KFC til frokost og som den store slutfinale gav vi dem julegaver. Endnu en oplevelse der har sat sig fast, det er ikke noget man oplever hver dag, selv her hvor jeg ofte ser fattige på gaden, så gør vi ikke meget ved det, min mor giver dem nogle gange penge i lyskrydset når vi holder for rødt, men mange velhavende folk ignorere lidt deres tilstedeværelse, så det var fantastisk at opleve hvordan eleverne på en privat skole kunne give disse børn en oplevelse for deres liv.      

Selvom det var den 20. december og derfor lidt sendt, så blev jeg grædefærdig glad, da min mor tog mig til posthuset en morgen, i stedet for at kører mig i skole. Her betalte jeg den lave pris at $5 for at få en pakke hvor indholdet var 24 pakker og en lille seddel fra de gamle. Søde som de er, havde de sendt mig en pakkekalender, hvor den første gave var et kalenderlys og de følgende gaver var mindst lige så julet. Det er ikke fordi jeg er den største jule tosse, men den 3. måned er ikke helt nem, og når den så bliver fulgt op af julen, der består af plastik træ, sol og alt andet en dansk julestemning, så bliver man en smugle overglad for at få det sendt i en pakke. Jeg nåede at få brændt kalenderlyset ned til den 22. så jeg kunne følge med i nedtællingen og åbnet de fire sidste gaver som dagene gik.

Vi fik juleferie den 23. hvilket er det seneste jeg nogen siden har prøvet, men det var fint nok, jeg havde fået købt mine gaver og var klar til jul med familien. Juledag var faktisk mere stille end hvad jeg er van til i Danmark, jeg sov længe og da jeg stod op ringet jeg, ikke hjem, men opkaldet gav en masse glæde, julen er hjerternes tid og bringer familien sammen, det er underligt at være foruden mange af de mennesker man holder af. Da det blev middags tid tog vi ind til Quito, hvor vi tog på kinesisk restaurant, langt fra hvad jeg havde regnet at spises til frokost juledag, men det var da hyggeligt, på vejen hjem slog vi lige fordi en gren af familien, hvilket betød kys hilsner til alle 50 personer, og efter en halvtime skulle vi da også lige sige farvel på denne måde, det er lige i overkanten for mig, men jeg synes nu at det er en fantastisk måde at hilse på, noget jeg nok bringer med til Danmark, når jeg vender hjem.

Da vi kom hjem fik vi skiftede tøj og tog over til mormor, som bor lige ved siden af vores hus, her var den nærmeste familie samlet, altså mine to mostre, deres mænd og børn, mine bedsteforældre, en tante og min familie, her er traditionen noget i stilen af at først der sider familien sammen og snakker, mens alle de små børn lave store øjne og kigger på julegaverne, så bliver det tid til hoved eventen, som her ikke er dansen om juletræet, men krybespillet, de læser nogle forskellige tekster op og siger nogle bønner sammen, så takker de og beder om nogle forskellige specielle ting, derefter går en af dem rundt (dette år var det min yngste kusine) med Jesus barnet, og vi kysser ham alle sammen, og så bliver han lagt i krybben. Det var specielt at være en del af det. Her efter faret børnene hen på led og række så de kunne modtage deres gaver, og de blev delt ud så alle var glade, og der var takkeknus til alle. Og langt om længe blev det endelig tid til julemåltidet – kalkun, en slags kødsovs med oliven og bacon, ris (selvfølgelig, altid ris!) med valnød, kartofler og en salat af gulerødder og bønner, det smagte alt sammen fantastisk, jeg prøvede kødet og det var ret så godt. Til dresseret stod det lidt pudsigt på en kage lidt a la lagkage, meget hyggeligt.

Den 25. snakket jeg med min familie, som var taget til Frankrig julen over, det var på Skype så jeg fik også lov til at se deres udsigt med bjerge og sne, lidt surt at se hvad jeg gik glip af, men fantastisk at høre de nyder det og få snakket med dem. Så stod jeg op og udvekslet gaver med familien, den nærmeste, og fik også åbnet de gaver jeg havde fået fra Danmark og andre underlige steder, formiddagen gik stille og roligt, og hen på eftermiddagen fik jeg overtalt dem til at tage mig med i kirke så jeg kunne prøve en julegudstjeneste, de havde godt nok allerede taget mig med tre ud af fire søndage i advent, men havde ikke så meget i mod at tage af sted endnu en gang. Og så tog vi til Quito igen for at mødes med mere familie, og jeg fik snakket spansk med familie medlemmerne, så det var nu ikke så dårligt.

Vi tog til stranden, et sted der hedder Castelnouvo, hvor min familie har et hus, ikke det største, men det er meget hyggeligt at komme rigtig tæt på dem, for vi var altså 18 mennesker, der alle sov i køjeseng, og på skift spiste. Her brugte jeg meget tid med Layla og Lukas (mine to søskende fra Canada og Tyskland), det meste af tiden hoppet vi rundt ude i Stillehavet og bodysurfet, det var rigtig fedt, Lukas skulle hjem den 31. så aften før tog vi alle til en anden by der hedder Casa Blanca og holdte lidt fest, både med nogle andre udvekslingsstudenter men også med ecuadorianere.

Nytåret her på stranden var anderledes, hvilket jeg også hade regnet med. Det var ikke fordi det var den vildeste fest eftersom det var sammen med familien, men så har jeg da også prøvet det traditionelle og har noget at bringe med hjem til Danmark. Vi spiste middag som gik på den samme opskrift som julen, det smagte stadig lige så godt, og jeg fik mig en snak med min mormor som tilbød mig at lære mig hvordan hun laver maden, jeg er frisk – det ville være hyggeligt med ecuadoriansk mad i ny og næ. Så var der en masse familie hygge og dans, og da nytåret nærmet sig begyndte drengene at skude med fyrværkeri, og jeg fik da også lov til at være med i legen. Klokken rundet tolv og jeg besluttede mig for at komme ind i det ny år med lidt dansk stil, så hoppede fra en stol, hvor efter min mor hev mig indenfor i huset, hvor der blev uddelt godt nytårs kram til alle familiemedlemmerne.

Her nede har de en række traditioner for at få et godt nytår, min veninde fik gult undertøj af hendes familie, som hun kunne bruge, det skal efter signe give held i det nye år. Min mor gav penge sedler til alle, sådan at de kunne gå ind i huset med penge, får at få et rigt år. Da det meste fyrværkeri var blevet skudt af da klokken blev tolv, satte de ild til i vores tilfælde) Gammel Smølf, der var vokset til 9-årig barn størrelse, og alle andre familier havde også noget i den stil, Mister Potatoes Head, Hallo Kitty, Smølfer, Sherk, Tigerdyret og generelt bare underlige ting, traditionen med dette er og når der er ild i dem skal man hoppe over dem, for at få overstået det gamle år, og for held i det nye, og jeg hoppede da også et par gange sammen med mine søskende. Den sidste tradition jeg blev hevet med til, var at gå ned til stranden og stå lidt tid i vandet, for at rense mine fød og min sjæl. Nytår her er nu meget sjovt – håber alle i Danmark kom godt over på den anden side.

Så kom vi til min fødselsdag aka den 2. januar, og vi skulle hjem fra stranden, hvilket betød fem en halv times kørsels, som var ret kedelig, men jeg havde ikke kunne sove meget om natten velvidende om at jeg nu var 17 år, så jg fik mig da en god morfar i bilen. Min familie havde allerede sagt tillykke til mig, og da vi kom hjem Skypet jeg med de gamle i Danmark og fik læst en del hilsner på Facebook, jeg havde egentlig troet at jeg skulle bruge det meste af min fødselsdag med at lave ingen ting, men lige som min søster spurgte om jeg havde inviteret venner over og jeg svaret nej, ringet det på døren hvor fire af min udvekslings venner Maddie, Usman, Lilian og Lukas stod med en hjemmebagt chokolade kage, og så blev jeg rigtig glad. Vi spiste det meste af den mens vi snakket om hvordan vi havde oplevet julen og nytåret her, de var alle godt tilfredse. Og lige så stille begyndte det at sive ind af døren med andre familie medlemmer, der kom med kærlige fødselsdags knus, gaver og en ny kage (mine nytårsforsæt om at være sund er aldrig lige til), og så var der mere hygge. Jeg var rigtig glad for hvordan det gik mig, ved at nogle andre udvekslings studenter ikke har haft den bedste fødselsdag her, så jeg var glad. Og nååår ja en sjov tradition de har her er, at råbe "Bid kagen" (godt nok på spansk, men) hvor man så som fødselar skal stikke kæften ned til kagen og tage en bid, i første omgang resulteret det i at min ven Lukas klasket mig i baghovedet og jeg derefter lignet Jokeren bare med glassur om munden. God dag.

Og i dag starter skolen så op igen, ikke det store, men næste lørdag skal jeg skifte min familie, det bliver underligt, holder virkelig af den første, men jeg kan jo altid besøge dem, også fordi jeg allerede kender min næste familie og min veninde som jeg skifter med har ikke haft det fantastisk der, men nu må vi se. I høre snart fra mig host host.

Stort kram til jer der er nået helt ned til enden!